Api

H. C. Bredsted skrev i 1890: I ældre Skrifter er ofte fremsat, at Claudius Appius skal have ført dette Æble fra Peloponnes til Rom. Om det end ikke er usandsynligt, så kan det dog ikke fastslås, at det netop var dette Æble, da der allerede den Gang synes at have existeret flere Sorter Api eller lignende små Æbler, og det går med disse som med andre Frugtsorter, at om også Navnene med stor Sikkerhed kunne ses at passe, så ere de Oplysninger og Beskrivelser, vi have fra hin Tid, så ufuldstændige og upålidelige, at Sorterne sjældent kunne gjenkjendes.

Af franske Pomologer blev det, efter André Leroy, først omtalt af Le Lectier i Orleans, der i sit Katalog af 1628, p. 23 skrev: »Lille Api og Store Api kunne godt tåle at gjemmes.« — Jean de la Quintinye, Lederen af Ludvig den Fjortendes Haver i Versailles, skrev 1688: »Dette Æble spises grådig uden videre Historie med Huden på«. Det går tilbage til de sidste År af det 16de århundrede. — Nu bruges det i Frankrig mest til Pyntning af Desserter; dog spises det også helt, hvilket altid sker med Huden på, da det, når denne borttages, mister sin bedste Aroma.

Merlet har, efter André Leroy, tre Gange beskrevet det; allerede 1667 sagde han: »Apis Æblet består af 2 Sorter, det store og det lille, begge to have megen Saft og ingen Lugt som andre Æbler; det er et vildt Æble, som er fundet i Apis Skoven og som holder sig længe smukt og godt.« I anden Udgave, der udkom 1675, gjentager han Ord for Ord denne Oplysning, men i den tredje og sidste Udgave, fra 1690, fuldstændiggør han den på en anden Måde: »Apis«, læser man der, »er et vildt Æble, fundet i Apis Skoven i Bretagne.

Med Hensyn til Merlet kan den Tanke dog ikke udelades, at Træet, som fandtes i Apis Skoven i Bretagne og som af Merlet blev. anset for at være et vildt Træ, 1—2 Menneskealdere tidligere kan have været podet, uden at det kunde opdages, og at det således alligevel kan have været den samme Sort, som Claudius Appius for mer end 2000 år siden indførte til Rom.

I England synes det, efter Hogg, først at være bleven bekjendt henimod Slutningen af det 17de Århundrede. Under Navn af Lady Apple bliver der nu årlig indført store Kvantiteter af denne Frugt fra de forenede Stater, hvor det bliver dyrket i stor Udstrækning og med Fordel, eftersom det i Markedet altid opnår den højeste Pris som Prydfrugt. Om Vinteren ses de omgivne af Guld-, Sølv- og andre couleurte Papirer at pryde Frugthandlernes Vinduer i Covent Garden.

Her i Landet er det næppe meget dyrket og kun lidet kjendt.

Beskrivelse af Træet. — Træet er her hårdført og af moderat kraftig Væxt; dets Grenstilling er ofte spidsvinklet. — Årsskud: talrige, temmelig oprette, lige, meget lange og meget knæede, temmelig tynde, sort-violetbrune, på Solsiden sølvgråhudede, i Spidsen lidt uldede, med temmelig talrige, store, mest langagtige Lenticeller. — Bladknopper: middelstore, kegleformede, forneden på Skuddet lidt udspærrede, foroven temmelig tilliggende, med lidt røde, meget uldede Knopskjæl. — Blade: på Sommerskuddene små, langstrakte, ovale, mere tilspidsede i den underste Ende end i den øverste, med stump, fint savtakket Rand og lange, stive, røde Bladstilke, vedføj et meget korte Axelblade; om Frugtknopperne ere Bladene større, lange, temmmelig spidse ved Stilken, bredest imellem Midten og Spidsenden, med tilføjet kort Spids. — Frugtknopper: temmelig store, kegleformede, spidse, lyse- og mørkebrune, ofte meget uldede. — Blomster: middelstore, med rundovale, udvendig rosenrøde, indvendig svagt lyserøde Kronblade.

Frugtbarhed: overordentlig stor.

Beskrivelse af Frugten. — Størrelse: i bedste Udvikling 45 mm. bred, 34 mm. høj, almindelig 38 mm. bred, 29 mm. høj. — Form: fladrund, snart lidt højere, snart lidt fladere, altid temmelig regelmæssig imod Bæger og imod Stilk. Tværsnit rundt. — Frugtstilk: 12-15 mm. lang, tynd, træagtig, brun, håret, indleddet i en temmelig dyb og bred, med fin Rust beklædt Stilkgrube. — Bæger: lukket eller tildels lukket, grønt og brunt, uldet; Bladene middellange, smalle, sluttende i Bunden, siddende som i en Buket, oprette og med mere eller mindre udadbøjede Spidser; anbragt i en ikke meget dyb, ofte temmelig flad, næsten snæver Nedsænkning imellem talrige Folder, der undertiden gå over Bægerhvælvingen, men tabe sig før de nå Bugen. — Hud: glat, glinsende; ved Modningstiden henimod Foråret går Farven over til klar grønlig lysegul eller helt lysegul; på Solsiden er den på den Tid mørkerød eller livlig karminrød; den røde Farve taber sig ved Skyggesiden ikke lidt efter lidt, men holder pludselig op; Punkterne ere temmelig talrige, meget fine, brune, men i den røde Farve ofte hvidgrå.— Kjød: hvidt, ofte grønligt, fint, fast, ved fuld Modenhed næsten skjørt, saftrigt, svagt vinagtigt, mere sødt; når det nydes med Huden på, har det en behagelig, dog ikke ret kraftig Aroma.

Modenhed. — Plukkes så sent som mulig, i Slutningen af Oktober eller i første Halvdel af November; lidt Nattefrost skader den ikke. Til Pryd haves den hele Vinteren og Foråret igjennem indtil i Juni.

Kvalitet og Brug: Formedelst sin Skjønhed er den fortræffelig til Borddekoration. Den kan nydes i Forårsmånederne indtil i Juni.